Samme snitter-chauffør på 34. sæson

Samme snitter-chauffør på 34. sæson

En, der har fulgt udviklingen af CLAAS snittere gennem længere tid, er Peter Gad, Gads Maskinstation. Han har siddet bag rattet lige siden den første selvkørende CLAAS snitter blev leveret på maskinstation i 1986, og ifølge ham har udviklingen gennem de 34 år været enorm.

På Gads Maskinstation nær Skærbæk i Sønderjylland holder ikke mindre end seks CLAAS snittere – og de lysegrønne snittere har været en del af maskinstationen siden 1980’erne. ”Vi startede med en gammel CLAAS bugseret finsnitter, og derefter købte vi den første selvkørende CLAAS 690, som vi startede op med i 1986”, fortæller Peter Gad, der sammen med sine to brødre ejer Gads Maskinstation.

”Jeg startede med at køre med den første CLAAS snitter i 1986, og derfor er det sæson 34, jeg kører CLAAS snitter. Jeg kører fortsat snitter – ikke hver dag, men tit som sidste mand, hvis der er lidt ekstra græs eller majs”.

At køre med den første selvkørende snitter var ifølge Peter Gad revolutionerende. ”Det var en stor revolution at få en snitter med så høj kapacitet. Der er sket en stor udvikling gennem tiden både med service og snitterens opbygning med CORN CRACKER. Dengang tog det nærmest flere mand et par dage at få sådan en CORN CRACKER ud”, fortæller Peter Gad og fortsætter: ”Udviklingen er gået mod større snittere og bedre førerkomfort – her er der sket en enorm udvikling”.

En af de første i 1986 og igen i 2017
Gads Maskinstation var sammen med Toftegårds Maskinstation, Bounum Maskinstation, Skamstrup Maskinstation og Lintrup Maskinstation en af de første, der købte en selvkørende CLAAS 690 i 1986, og sidenhen har Peter Gad kørt i mange forskellige CLAAS modeller. I dag har maskinstationen tre JAGUAR 950’ere, to JAGUAR 940’er og en JAGUAR 960 på bælter. Sidstnævnte var Gads Maskinstation den første, der købte i Danmark tilbage i 2017, og det var længe ventet.

”Allerede tilbage i 2008 eksperimenterede vi med at bygge almindelige bælter på vores 850’er-snitter, men det var ikke super godt. Vi havde sidenhen fat i CLAAS fabrikken et par gange med idéen om at sætte deres bælter fra mejetærskeren på deres finsnittere. I 2015 fik vi en henvendelse fra CLAAS, hvor de havde en prototype klar, som de gerne ville have herop at køre. I 2017 var en ny snitter klar – forlænget en meter og med TERRA TRAC undervogn”.

”Da vi var trætte af at montere bælter på de andre snittere, var vi meget interesseret i et køb af den nye bæltesnitter, og i majsen 2018 fik vi leveret vores JAGUAR 960 TERRA TRAC”, fortæller Peter Gad og tilføjer at købet af snitteren bestemt ikke er fortrudt.

Bæltesnitteren skal kun bruges i majs, selvom den dog er udstyret til at kunne vende skarpt på en græsmark, så den skåner mest muligt. Peter Gad regner med, at den skal køre 300-400 timer hvert år, og derfor kan holde mange år. De resterende fem CLAAS snittere skal byttes løbende, så der hvert år kommer en ny snitter på maskinstationen.


CLAAS JAGUAR | Peter Gad, Gads Maskinstation